Sygdommens 7 faser

Sygdomsudvikling og regulering har sammen symptomer, så uanset om man bevæger sig ned gennem de 7 faser eller op gennem de 7 faser, er det meget vigtigt at forstå kroppens naturlige måde at arbejde på. Når kroppen renser ud/rydder op (op gennem de 7 faser) vil man kunne støde på sygdomslignende symptomer, og det er helt naturligt.
Fase 1 – Regulation.
Den helt igennem sunde fase, hvor kroppen og sindet har overskud til at regulere stressfaktorerne. Der er ingen symptomer på sygdom.
Fase 2 – Fejlfunktion.
Her opstår de første symptomer som følge af stresssyndromet. Kroppen kan ikke længere regulere de skadelige påvirkninger. Nogle organer bliver overaktive, andre underaktive, og der kan opstå lettere symptomer som hovedpine, spændinger, nervøsitet, forstoppelse og søvnløshed. Kroppen kan hurtigt vende tilbage til fase 1, hvis der lyttes til signalerne og stressfaktorerne reduceres.
Fase 3 – Akut dysbiose.
I denne fase er mikrofloraen på slimhinderne blevet dysbiotisk. Kroppen er nu modtagelig overfor forskellige akutte infektioner som forkølelse, influenza, betændelser i hals, mellemøre, bihuler og blære, omgangssyge m.v. Under den akutte infektion mobiliseres immunforsvaret med alle midler til at udrydde sygdomsvolderne. Feberen kan hæmme formeringen af visse mikroorganismer og aktivere immunforsvaret. Træthed, ringe appetit og stor tørst opstår, fordi kroppen prioriterer at bruge mest energi på immunforsvaret og nyrernes udskillelse af affaldsstoffer. Gammelt og nyt skidt udrenses. Symbiosen på slimhinder genoprettes, så kroppen bliver frisk igen og bevæger sig tilbage til fase 1.
Hvis udrensningen undertrykkes f.eks. ved at man spiller ”frisk” eller får antibiotika, kan symptomerne forsvinde på overfladen. Antibiotika kan være nødvendigt i livstruende situationer som lungebetændelse og meningitis. Men antibiotika skader en i forvejen forstyrret symbiose på slimhinderne, fordi både gode og dårlige bakterier rammes. Derfor kan andre ufølsomme bakterier og svampe brede sig uhæmmet, så der skabes grobund for kroniske infektioner og udvikling til fase 4.
Tarmfloraen bør altid genopbygges efter antibiotika (mis)brug.
Fase 4 – Kronisk Dysbiose.
Hvis stressbelastningerne fortsætter, eller selvrensningen fra fase 3 undertrykkes, går dysbiosen over i et kronisk forløb, fordi skadelige bakterier og svampe lettere tilpasser sig det forgiftede miljø. På samme måde som tyve og mordere fængsles for at beskytte samfundet, kan immunforsvaret beskytte kroppen ved at indkapsle kroniske infektioner i såkaldte betændelsesfokus. Disse kroniske betændelsesfokus kan sidde i mellemøre, mandler, bihuler, blære, tarm og underliv m.v. Selvom et focus ikke altid mærkes direkte er det en indre forgiftningskilde, fordi toxinerne spredes via blodet.
Symptomerne i denne fase kan være kroniske eller gentagne infektioner, fordøjelsesproblemer pga. en forstyrret tarmflora, træthed, eller koncentrationsbesvær.
Hvis stresssyndromet fortsætter, kan immunforsvaret enten overreagere eller underreagere som følge af arbejdspresset, som de næste faser beskriver.
Fase 5 – Allergi og autoimmune sygdomme.
Når der første værn på slimhinderne er nedbrudte pga. en forstyrret symbiose og for at få antistoffer, kan uønskelige stoffer nu trænge igennem. Harmløse stoffer som pollen eller husstøv, der før blev ekspederet i ”porten”, møder nu andre dele af immunforsvaret, der kan overreagere med allergiske reaktioner som høfeber og astma. Når tarmslimhinden er nedbrudt, kan delvist fordøjet føde (ofte proteiner) optages i blodet og forårsage eksem samt et utal af andre gener. Selvom der ofte foreligger en arvelig disposition for allergi, er det som regel pga. en forstyrret symbiose på slimhinderne og etablering af et kronisk betændelsesfokus, at reaktionerne opstår.
Immunforsvaret kan også overreagere ved at gå til angreb på kroppens egne væv, og så kan der opstå autoimmune sygdomme som leddegigt, dissemineret sclerose, reumatisme, visse former for sukkersyge og blodmangel. Flere og flere sygdomme viser sig i dag at opstå pga. autoimmune reaktioner.
Overaktivering af immunforsvaret er meget belastende. Senere kan der optræde en udmattelsesfase, hvor såvel allergener som andre skadelige fremmedstoffer accepteres.
Fase 6 – Depotdannelse
Etableringen af et kronisk betændelsesfokus er en konstant belastning af kroppen, som kan medføre stofskifteforstyrrelser og yderligere selvforgiftning. Når udrensningsorganer som tarm, lever og nyrer overbelastes tvinges kroppen til at deponere toxiner og andre skadelige stoffer, hvor de skader vitale celler mindst, selvom symptomerne er ubehagelige. Deponering i leddenes bindevæv og muskler kan medføre gigt og reumatisme. Deponering omkring blodkar kan medføre kredsløbsforstyrrelser. Stendannelser, hudsygdomme samt slaphed og forstyrrelser af de indre organer kan også skyldes belastninger fra deponerede affaldsstoffer og toxiner.
Under faseudvikling bliver vævene mere og mere sure fordi der ophobes en skadelig syreform, der kaldes venstredrejende mælkesyre. (Denne syreform giver ikke ømhed, som den gavnlige højredrejende mælkesyre, der dannes ved muskelarbejde.) Ophobning af venstredrejende mælkesyrer kan hæmme cellens ilt omsætning og trivsel.
Fase 7 – Celledegeneration og kræft.
Når kroppens miljø er forurenet og vævene sure, påvirkes til sidst cellens ilt omsætning og trivsel, som er nødvendig for at producere energi. Fra ilt omsætningen dannes nogle skadelige biprodukter som kaldes frie ilt radikaler. De minder om en indre stråling, der kan skade cellens overflade og struktur. Normalt neutraliseres de frie ilt radikaler af antioxidanter (oxidere = ilte) som vitaminerne A, B6, C, E og Q10 samt mineralerne zink og mangan.

Til toppen