Hvad er det at være i krise?

At opleve en krise er at være i en situation, hvor de erfaringer, man har gjort indtil nu, ikke rækker til at klare den situation, der er opstået.
Vi bruger ordet krise i forskellige sammenhænge. Vi snakker fx om krise i erhvervslivet og krise i ægteskabet eller parforholdet, men man kan også have en krise i sit eget liv. Kriser opleves ofte i forbindelse med ulykker (man kan miste sin fornemmelse af sikkerhed), eller i forbindelse med at miste et menneske, arbejde eller andet.
Hvad er en krise?
De fleste forbinder det med noget ubehageligt – og umiddelbart opleves det også ubehageligt og utrygt, fordi det ikke er, som det plejer at være.
I erhvervslivet går man i gang med at omstrukturere, når der er krise. Her ved de, at det går op og ned. Så når det er nede, er det en anledning til at se på, hvad der har været godt og hvad, der har været skidt – og samtidig ser man sig om efter nye metoder til eller måder at producere på.
En krise er i de fleste tilfælde ubehagelig eller utryg.
Det betyder meget, hvordan vi forholder os til den. I de værste kriser er der en periode, hvor vi ikke kan andet end at sætte os eller lægge os ned. Det allerbedste, vi kan gøre der, er at acceptere, det lige nu er sådan. Jo hurtigere vi accepterer det, jo hurtigere kan vi komme videre.
Krisen tjener til at opdage, at vi skal til at gå ad nye veje, hvilket også indebærer at søge og finde ny viden.
Kan jeg gøre noget selv?
En vigtig kilde til at finde sine nye veje er at have mulighed for at “tænke højt”, mens et menneske, der forstår, bare er tilhører. Meget ofte opdager vi lige der, hvor vi sidder og “tænker højt”, hvad det er, der er brug for at gøre.
Lige når krisen er opstået, kan det også være godt at være sammen med et menneske, som man bare kan fortælle igen og igen, hvad det er, der er sket.
Vi lærer igennem kriser.
De fleste oplever livet igennem, at der er ting, der bliver lettere at finde ud af. Jeg har nogle gange spurgt et menneske, om det kunne tænke sig at være yngre – uden den erfaring, det har nu. Det har jeg endnu ikke mødt nogen, der har ønsket.
Så midt i den værste krise – der oftest er forbundet med stor sorg, fordi man mister det gamle – er det vigtigt at tænke på, der er nye erfaringer og oftest et bedre liv på den anden side.
Hvorfor oplever vi det utrygt?
Hvordan vi oplever kriser har meget at gøre med, hvad vi har oplevet tidligere i livet og hvor utrygt det har været. Det betyder også meget, hvordan de mennesker, der har været tæt på os, har løst deres kriser – for de har været eksempler på, hvordan det skulle gøres (og ikke gøres).
Brug for hjælp?
Under tiden er det svært selv at komme videre. Her er det vigtigt at få hjælp. Det kan være til at forstå sin krise og til at finde nye veje.
Piet Hein har måske også tænkt på kriser da han skrev:
Helbred er hvordan man har det.
Modstandskraft er som man ta’r det!
ng