Det er afgørende at skelne imellem selvtillid og selvværd.
Mange taler om betydningen af selvtillid. Selvtillid skabes gennem opdagelse af færdigheder hos sig selv, som andre anerkender.
Selvværd skabes gennem at andre tilføjer mig værdi, ved at jeg oplever, at de vil bruge noget af deres tid på at være sammen med mig – eller at jeg selv tilføjer mig værdi ved at være sammen med mig selv – ved at bruge tid på mig selv.
Alting får sin værdi ved at der bruges tid på det. Man kan sige, tid er det dyrebareste, vi har – og derfor også det mest dyrebare, vi kan give os selv – og andre. At sørge for at bruge tid på sig selv er den bedste vej at gå, hvis man har behov for at få bygget på sit selvværd – fordi man så ikke er afhængig af, at andre har tid eller overskud til at give af deres tid.
I forhold til både selvtillid og selvværd er der et element af tillid – en tillid som både går udad og indad. De fleste har oplevet på et tidspunkt i livet at svigte tilliden overfor et andet menneske – og mærket konsekvenserne ved, at et andet menneske blev vredt eller forkastede os.
Vi opbygger eller nedbryder selvtillid og selvværd i ethvert samspil, vi indgår i med andre – men også med os selv. Det er i regelen at opbygge tillid, de fleste allerhelst vil eller føler tilskyndelse til. Det er fint, når det lykkes – når det opbygger, men problematisk når det nedbryder. Her er det vigtigt, jeg ved noget om, hvordan jeg kan gøre det selv.
Når jeg skal have opbygget min selvtillid – og jeg selv skal gøre det – når jeg har et ønske om, at det skal virke indad – er de samme elementer involveret, som når det sker i samspil med andre. Jeg kan anerkende mig selv for noget, jeg kan eller har gjort – og vigtigt er det at gøre det med det samme.
Når jeg vægter at gøre det med det samme, skyldes det, at vi kan have ventet længe på anerkendelsen fra andre – og måske kom den aldrig. I den situation bliver det endnu mere vigtigt at opbygge et tillidsforhold til sig selv – som indebærer, at jeg er tro mod mig selv og handler umiddelbart – og ikke svigter mig selv ved at vente – og dermed skaber en følelse af mistillid endnu engang.
Tillid er også involveret, når det handler om selvværd. Konkret kan det handle om at overholde aftaler. Fx kan jeg aftale med mig selv, at jeg går i seng kl. 22.30. Hvis jeg ikke overholder aftalen, rokker jeg ved tilliden – ved at være utroværdig – overfor mig selv! Indeni skaber det en følelse af sorg over at aftaler med mig ikke er værd at overholde – at jeg ikke er det værd – og selvværdet falder igen. Andre eksempler på at gøre noget for sig selv kan være ex: at gå eller løbe en tur, at sove til middag, at holde en pause (hvor man ikke laver noget), at spise til man ikke er sulten mere (og ikke til man er mæt).
Hvis man ikke oplever samspillet med et andet menneske opbyggende, er det vigtigt at gå ud af samspillet med det menneske. Derved signalerer man til sig selv, at man er så værdifuld, at man ikke vil acceptere nedbrydning. Det er muligt at ændre på den måde, man indgår i samspil med andre mennesker.
Fri ved at prikke er et uovertruffent redskab til at afdække og ændre det, der ubevidst spiller negativt ind i samspillet med andre mennesker.
At opbygge selvværd selv indebærer at være sammen med sig selv og at tage vare på sig selv i forhold til alle følelser – også glæde.
ng