Tilbage

Det er forskelligt, hvordan vi bruger ordene ros og anerkendelse. For mig er ros, når vi kun fokuserer på, om en opgave er løst – og anerkendelse, når vi ser på hele mennesket med alt, hvad det er.
Når vi går på arbejde, får vi en løn for det vi laver, men mange vil også gerne anerkendes for det, de gør og er i deres arbejdssammenhæng. De vil gerne anerkendes af deres kolleger, men også meget gerne af deres ledere eller chefer.
At blive anerkendt er at modtage positive signaler fra et andet menneske i forhold til, hvad jeg er.
Ros kan klares på få sekunder. Anerkendelse derimod kræver tid. Vi føler os anerkendt, når et andet menneske vil bruge af sin tid på at være sammen med os. Vi føler os værdifulde, når et andet menneske bruger af sin tid på at være sammen med os. Tid ser ud til at være det mest værdifulde, vi kan give hinanden.
I arbejdssituationen udfører jeg en opgave eller en funktion, men det betyder også meget, hvordan jeg i øvrigt er i samspillet med de andre – og dermed for arbejdsglæden for alle. Den samlede arbejdsglæde virker tilbage på, hvordan opgaverne eller funktionerne bliver udført.
Uden at vi kan se den, kan vi have en fornemmelse af, at vi har en anerkendelsesbeholder indeni. Enten kan vi forestille os, hvor meget der er i den – eller også kan vi mærke det – eller begge dele. Hvor meget, der er i beholderen, har betydning for, hvordan vi har det.
Venner, familie og evt. kæreste eller samlever kan også bidrage til, at der kommer mere i beholderen.
Vi kan også selv.
Det er ikke kun andre, der kan fylde noget i beholderen. Det kan vi også selv. Ligesom vi kan blive glade for – eller af – andres anerkendelse af os, kan vi også blive glade for eller af vores egen.
Når andre udelukkende fokuserer på det, vi gør eller vores funktion, kan vi føle os splittede eller delte i to. Den ene, der forventer at anerkendelsen kommer – og måske venter meget længe. Den anden, som går efter den ros, der er mulig at få for at udføre sin funktion i et stort omfang tidsmæssigt eller i et højt tempo – eller begge dele.
Det ser ud til, vi har bedst af at være samlede. Vi kan godt i en periode (nogle kan i lang tid) udelukkende være optaget af eller have fokus på at udføre en funktion eller arbejdsopgave, men det ser ud til at have en grænse. Når vi når grænsen, har vi det skidt eller bliver syge.
Vi har det godt, når vi kan mærke andre kan li’ os. Vi yder allerbedst, når vi har det godt. Vi er ikke kun vores arbejdsfunktion – vi er også så meget andet – vi er det hele. Det bliver der på nogle arbejdspladser fokuseret på – med godt resultat.

Tilbage