At sætte lykken fri

Tilbage

Hvad er lykken? Engang sang Preben Kaas og Jørgen Ryg en vise der hed “Lykke er”.
Her beskriver de, hvornår de oplever følelsen lykke. Lykkefølelsen kan beskrives med ord som fryd, jubel, intens eller ekstra stor glæde. For at kunne opleve lykken optimalt må vi kunne mærke eller have kontakt til vores følelser.
Et af de firmaer, der i de senere år har tjent allerflest penge har solgt og sælger stadig “lykkepiller”. Det kan de gøre i kraft af, at vores læger ordinerer dem. Navnet “lykkepiller” er meget misvisende, fordi de begrænser eller indskrænker lykkefølelsen – sætter lykken i bur – spærrer den inde.
Pillerne gør, at man ikke eller næsten ikke kan mærke sine følelser.
Hvorfor er det et problem?
Det er et problem, fordi følelserne er vores vigtigste vejvisere i livet. Nogle eksempler kan illustrere, hvordan det kan være, når der ikke er kontakt til følelserne: “Glæder du dig til, du skal begynde på dit nye arbejde? Det ved jeg ikke rigtigt!” “Er du glad for din kæreste? Det ved jeg ikke rigtigt!” “Er det hende, der skal være din samlever? Det ved jeg ikke rigtigt!”
Som forældre er vi eksempler for vores børn. Jeg tror ikke, det er meningen, vores børn gradvis skal opleve mindre og mindre lykke. Det vil de gøre der, hvor deres forældre ikke kan være lykkelige.
Hvad betyder det at vokse op sammen med forældre, der ikke har kontakt til deres følelser?
Det betyder, at de mister den vigtigste kilde og inspiration til udvikling af livets vejvisere – følelserne. Hvis flere og flere ikke kan finde vej i livet, vil det have konsekvenser på mange områder: forhold imellem mennesker, uddannelsesvalg, erhvervsvalg, kriminalitet.
Hvis man er “dykket” meget dybt, kan piller nogen gange “trække” en lidt op, sådan at det igen bliver muligt at være lidt i kontakt med andre mennesker. Denne mulighed for at være i kontakt med andre mennesker igen anvendes på den bedste måde ved at få hjælp til at genskabe kontakten til følelserne.
Når jeg siger genskabe, skyldes det, at vi har haft kontakten. Enhver, der oplever et spædbarn i den første fase, vil opleve, at det har kontakt til sine følelser. Det spørger ikke nogen, om det er OK at skrige nu. Det gør det bare!
Problemet er at flere og flere mennesker er på “lykkepiller” uden at gøre andet – og dermed ikke får lukket lykken ud af sit fængsel. En sidevirkning ved at gøre noget andet vil være at slippe for udgiften til piller og de bivirkninger, der følger med – ikke bare i sin krop – men i forhold til livet for sig selv og andre.
ng

Tilbage