Hvad er en depression?

Tilbage


Inden, vi når til depressionen, vil der på forskellige tidspunkter have været en oplevelse af at være ked af det. At give sig selv lov til at være ked af det, fører i regelen til igen at have det godt og til at kunne være glad igen.
En del af at være nået til at være depressiv kan være, at man ikke kan give sig selv lov til at være ked af det. I stedet går man hele tiden i en nedtrykt stemning og har svært ved at tage sig sammen til nogen ting. Man kan føle opgivelse, at man er ubetydelig og føle sig forladt. Nogle har en fornemmelse af at synke ned i et sort hul.
Når man er deprimeret, er der noget indeni, der er ked af det. Det viser sig ofte at være det, man kan kalde det egentlige jeg. Det er det egentlige jeg, som har livsdrømmene om, hvad det gerne vil udrette.
At nogen specielt oplever vinterdepression, kan have noget at gøre med, at det faktisk er sværere at udrette noget om vinteren – eller have noget at gøre med gamle oplevelser i forbindelse vinteren.
Oplevelser i livet (ofte tidlige) kan have lært os, at det, vi gerne selv vil, ikke kan lade sig gøre. Det kan fx være, vi har lært, der er mennesker, der er vigtigere end os, som vi skal hjælpe med at opfylde deres drømme, eller at ting skal gøres på bestemte måder (som jeg ikke kan).
I det øjeblik, vi giver os til at arbejde for andres drømme (der kan dog også være mennesker, vi deler drømme med), forlader vi os selv – eller det egentlige selv. Det sidder ensom og forladt tilbage– bliver først ked af det og siden deprimeret, fordi det ikke får lov at leve sin livsdrøm ud. Det er en tilstand, det er svært at bringe sig selv ud af.
Ofte vil det være ens nærmeste, der lægger grunden til en depression. Det kan være, de selv har eller havde brug for hjælp og støtte til at opfylde deres egen livsdrøm. De kan også have –eller have haft brug for hjælp og støtte, fordi det heller ikke lykkedes for dem. De kan have – eller have haft en veludviklet pligtfølelse og meget faste meninger om, hvordan noget skal eller skulle gøres.
Der er brug for hjælp.
De oplevelser, der har gjort, vi har forladt os selv, er det vigtigt at få hjælp til at bearbejde. En del af dette kan være at blive genforenet med sit egentlige selv. Undervejs finder man også ud af, man selv ved, hvad der er brug for at gøre for at have det godt. Man finder sin egen styrke igen.
Hvad er en livsdrøm?
Livsdrømme er ofte noget jævnt og almindeligt – men kan også være meget vidtrækkende. Det er noget, som ved siden af at give noget til os selv på en eller anden måde også yder noget til fællesskabet. Mennesker, som har levet drømmen ud, ser vi ofte op til. Vi har en fornemmelse af, de er kommet på “rette hylde”.
Vi kan også have nogle ting, som vi kun gør på deltid eller i fritiden, som har med livsdrømmen at gøre.
ng

Tilbage